Der kommer ikke et bedre liv end det, du allerede har.

Så tag fat i det, brug det til at opfylde dine mål og lev dine drømme ud.

 

Glæden forud er den bedste, sagde mine bedsteforældre. Enten havde de mistet troen på, at det ville lykkes. Eller også forsøgte de bare at undgå skuffelsen, hvis det alligevel ikke gik, som de håbede.

Ja, det er dejligt at glæde sig til noget. Men hvorfor vente? Gå dog i gang . Søg dine mål og brug det liv, der er. I stedet for at vente på, at et bedre dukker op.

“Til næste år vil vi bygge til huset. Når jeg går på pension skal jeg læse en masse bøger. Når børnene flytter hjemmefra, skal vi nyde livet”. Du kender sikkert selv mange flere “en-gang-når” udsagn.

De dækker alle over usikkerhed. Mon det nu går? Tvivlen er en sund overlevelsesmekanisme, som du har fået med fra fødslen, for at sikre din overlevelse. Din hverdags virkelighed overhaler imidlertid stadig oftere din indbyggede mentale standard udrustning.

I de sidste ca. 75.000 år har menneskets hjerne ikke udviklet sig væsentligt (Peter Lund Madsen)

Forestil dig en hverdag på den tid: Få indtryk. Enkle opgaver. Basal kommunikation. Overlevelse fysisk som hovedopgave. Og så med den hjernefunktion, som vi stadig i dag råder over. Ville det være til at overskue?

 

I den hverdag, du lever i, er der helt givet en række udfordringer, som vore forfædre undgik. E-mails, nyheder og reklamer overalt, faglige opdateringer, krav til at være den perfekte partner, medarbejder, forælder. Og oveni forsyner vi så vores hjerne med en strøm af input, som vi forventer, at den lige klarer ind i mellem.

Menneskeheden som sådan har udviklet sig ufatteligt meget kulturelt og socialt. Men udstyret til at håndtere oplevelserne med er stadig det samme.

Når du så selv tilføjer tanker om, hvordan huset skal se ud, hvor ferien skal gå hen til næste sommer, hvilket karriereskift, der ville være godt eller om dine omgivelser reelt accepterer dig, som du er (underliggende: er jeg accepteret i flokken?), gør du blot arbejdsbetingelserne for din hjerne og dermed for dig selv endnu værre.

Nogle af resultaterne er stress, angst, dårlig trivsel, søvnløshed og fysiske defekter over tid.

Den gode nyhed:

Du har selv et af de stærkeste værktøjer til at bryde den negative proces – Din vilje.

Beslut dig for:

  • Hvad er vigtigt for dig og hvorfor?
  • Hvilke forudsætninger behøver du helt reelt, for at kunne opnå det?
  • Hvordan vil du leve det ud i praksis?

 

(Og her er et ekstra tip: Lad nu være med at vente på, der kommer et bedre liv, en bedre anledning, en større gevinst.)

Den eneste måde du kan forbedre din fremtid på, er ved at gøre noget ved i dag (Anthony Robbins)